6 ting du kan bruge Dropbox til

Opdateret 1. maj 2018 | Af Torben Heikel Vinther

6 ting du kan bruge Dropbox til

Sandsynligheden for at du kender Dropbox er temmelig stor, for det er et meget udbredt værktøj til at gemme filer i skyen. Der er også stor sandsynlighed for at du allerede bruger Dropbox, men måske er der mindre sandsynlighed for at du kender programmets fulde potentiale. Jeg giver dig her 6 eksempler på, hvad jeg bruger Dropbox til.

Dropbox er en lagertjeneste, som giver dig mulighed for at gemme og synkronisere filer online og mellem computere og mobile enheder. Dropbox virker på tværs af flere platforme ved at du har mulighed for at “droppe” enhver fil i en særlig Dropbox-mappe på computeren, som derefter synkroniseres til nettet og dine andre enheder. I den gratis udgave af Dropbox får du 2 GB lagerplads med mulighed for at optjene op til 32GB i alt. Det er muligt at opgradere til 1 TB eller ubegrænset lagerplads ved at betale et månedligt eller årligt gebyr.

1. Dropbox som stifinder i skyen

Det er nok overflødigt at nævne det, da det må betegnes som den basale funktion ved Dropbox. Ikke desto mindre nævner jeg som det første, at jeg bruger Dropbox flere gange dagligt som min primære stifinder. Udover at mine Dropbox-filer ligger fysisk på min hjemmecomputer, så ligger den også på min arbejdscomputer og ikke mindst i skyen. Det er rigtig smart, fordi jeg ikke behøver at tænke på, om jeg har adgang til mine filer, og jeg bruger stort set ikke en USB-nøgle længere, for mine filer nu altid er lige i nærheden.

Tændstikmand der holder en Dropbox-drage

2. Synkroniser data mellem flere enheder

Udover at jeg har installeret Dropbox-klientprogrammet på hhv. min hjemme- og arbejdscomputer, så har jeg også installeret Dropbox-appen til både min Android, iPhone og iPad. På den måde har jeg hele tiden adgang til mine filer, uanset hvilken enhed jeg har ved hånden. Det benytter jeg mig fx af, når jeg befinder mig i toget mellem hjem og arbejde, eller hvis hjemmecomputeren er optaget af andre familiemedlemmer.

Og hvis jeg redigerer i en fil på den ene enhed, så synkroniseres det automatisk med de andre enheder, så snart de hver især har online-forbindelse. Jeg kan også vælge at downloade en given fil til offlinebrug på min mobil, så jeg ikke er afhængig af internetforbindelse, for at kunne læse et dokument i toget.

Dropbox Devices

3. Automatisk upload af mobilfotos

I Dropbox-appen har jeg aktiveret brugen af automatisk kameraupload. Det fungerer på den måde, at når jeg tager et billede eller optager en video med min smartphone eller iPad, så bliver billedet eller videoen automatisk uploadet til en speciel folder i Dropbox. For at spare mobildata kan jeg dog vælge, at der kun skal uploades, når jeg er på wifi. Jeg benytter denne automatiske upload-funktion rigtig meget. Fx når jeg til et blogindlæg som dette skal bruge et screendump af min mobil til nedenstående billede. Jeg tager blot billedet, hvorefter det automatisk lander i min Dropbox, hvor jeg på den bærbare kan redigere og omdøbe det som jeg har lyst.

Hvis du slår kameraupload til, så får du som “starthjælp” 500 MB ekstra plads på Dropbox for hver 500 MB du uploader, dog max 3 GB i alt.

Dropbox cameraupload

4. Backup af WordPress

Der er mange eksterne programmer, som giver mulighed for at man kan benytte Dropbox til at gemme forskellige filer. Fx kan du benytte backuppluginnet UpdraftPlus i WordPress til at tage automatisk backup af WordPress (filer og database) hver uge. Ved at godkende at pluginnet godt må gemme filer for dig i Dropbox, får du mulighed for at automatikken kører uden at du skal bekymre dig om noget som helst. Og skulle uheldet være ude, så kan du let genskabe det hele ved at enkelt besøg i Dropboxen.

Læs mere om hvordan du tager backup med UpdraftPlus.

Accept af Dropbox i UpdraftPlus

5. Deling af mappe med projektgruppe

En af styrkerne ved Dropbox er muligheden for at dele filer og mapper med andre. Ofte deler jeg en mappe (inkl. undermapper) med mine samarbejdspartnere i forbindelse med et projekt. Den ene kan fx være en journalist, som gemmer færdigredigerede tekster, og den anden en fotograf, som gemmer de billedbehandlede fotos. I et andet projekt er det en fx en kunde, der har delt en mappe med mig. Delingsfunktionen er en fantastisk mulighed for et stærkt samarbejde. Man kan endda dele en mappe eller fil med folk, som ikke selv bruger Dropbox, men man har dog flere og lettere muligheder for at samarbejde, hvis alle har deres egen konto.

Dropbox sharing

6. Gem alle billeder du er blevet tagget i på Facebook

Den sidste ting jeg vil nævne som eksempel på, hvad du kan bruge Dropbox til, er muligheden for at benytte onlineværktøjet IFTTT til enten at gemme filer til Dropbox eller kopiere filer fra Dropbox. Der er mange muligheder for at benytte Dropbox sammen med andre onlineværktøjer. En meget anvendt kombination er, at hver gang du bliver tagget på et billede i Facebook, så kan IFTTT gemme en kopi af billede i Dropbox.

Du kan læse mere om IFTTT i blogindlægget “Få dine webapps til at spille sammen med IFTTT “.

Dropbox IFTTT

Se film om Dropbox og opret en konto

Hvis du ikke er helt fortrolig med Dropbox eller bare gerne vil vide lidt mere om, hvad det grundlæggende er for noget, så kan du med fordel se denne illustrative video.

Hvis du ikke har en Dropbox-konto endnu, så skulle du virkelig tage at få oprettet en med det samme. Hvis du benytter dette link til at oprette en gratis Dropbox-konto, så får du lagt 500 MB oven i de 2 GB, som du får i forvejen, og jeg får 1 GB ekstra plads på min konto. På forhånd tak :-)

Der er selvfølgelig andre lignende lagertjenester, som kan stort set det samme. Det gælder fx både Google Drive, Microsoft OneDrive og Apple iCloud.

Har du flere gode ideer til, hvad man kan bruge Dropbox til? Skriv dine forslag, tips, tricks og egne erfaringer i kommentarfeltet. 

0/5 (0 Reviews)

6 kommentarer til “6 ting du kan bruge Dropbox til”

    1. Hej Flemming

      De har muligvis lavet lidt om på designet, siden jeg skrev oplægget, men man kan stadig dele mapper og filer uanset hvor de ligger i din struktur. Du skal blot klikke på kæde-ikonet yderst til højre ud for den fil eller mappe du vil dele.

  1. Nu er den tilbage ved normal delingsmulighed?? der er nok kun min konto der har været lidt underlig i et par dage, jeg var lige hurtig nok til at tro at det var en generel ændring :-)

  2. Torben Heikel Vinther

    Hej Arna
    Jeg vil tro, at iPhone som standard har slået videoupload fra pga størrelsen af filerne. Prøv at gå ind i Dropbox-indstillingerne på din iPhone og se om du kan ændre det!

  3. Hej
    jeg har en VIDEO i Dropbox hvordan kan jeg rediger film, jeg vi klip sidste del af filmen hvor folk snakker.

    1. Torben Heikel Vinther

      Hej Ahmad

      Dit spørgsmål har så vidt jeg kan se ikke så meget med Dropbox at gøre, men snarere om hvordan du kan redigere en video. Der er flere gode muligheder for videoredigering både til Windows og Mac. I Windows kan du fx hente det gratis videoredigeringsprogram Windows MovieMaker, og Mac har indbygget iMovie, som er et glimrende software til den slags.

      Held og lykke med klipningen :-)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Torben Heikel Vinther

Jeg ejer webbureauet Webfronten, hvor jeg udvikler websites, tilbyder vedligeholdelsesaftaler og deler ud af min viden og erfaring om WordPress.

Pin It on Pinterest

Shares
Share This
Scroll til toppen