Vedligehold dit WordPress site i fred med Ultimate Coming Soon Page

Opdateret 1. maj 2018 | Af Torben Heikel Vinther

Ultimate-Coming-Soon-Page 640

Hvis du skal have lavet nogle ændringer på din WordPress hjemmeside, men gerne vil skjule det for dine besøgende mens arbejdet står på, så kan du med fordel aktivere pluginnet Ultimate Coming Soon Page. Du kan sågar indsamle de besøgendes e-mailadresser, mens din side er i vedligeholdelsestilstand.

Hvorfor skal du bruge Ultimate Coming Soon Page?

Det sker sikkert fra tid til anden, at du har behov for at optimere nogle kampagnesider på din hjemmeside, lave helt om på sitestrukturen eller skal opdatere en masse sider på én gang. I sådanne tilfælde kan det være en kæmpe fordel, hvis du kan arbejde uforstyrret og gå online med din optimerede hjemmeside på én gang.

Selvom du lægger dit opdateringsarbejde sent på natten, hvor antallet af besøgende måske er lavest, så kan du ikke gardere dig mod at nogle kvikke læsere deler en side på sociale medier, du er ved at bygge, eller skriver en kommentar til et halvfærdigt blogindlæg. Der er det bedre at kunne trække “gardinet” for og rode med hjemmesiden i fred. Når Ultimate Coming Soon Page er aktiveret vil det kun være brugere som er logget på hjemmeside, der vil kunne tilgå indholdet (og administrationen).

Der er selvfølgelig risiko for, at du får skræmt de besøgende væk, når din hjemmeside er i vedligeholdelsestilstand. Men der giver Ultimate Coming Soon Page heldigvis mulighed for, at de besøgende kan tilmelde sig dit nyhedsbrev, så du kan skrive til dem, når din hjemmeside er oppe at køre igen. I din “Cooming soon”-besked kan du også med fordel henvise læserne til din Facebookside, så de ikke går helt forgæves og stadig har mulighed for at komme i kontakt med dig.

Hvis du er bekymret for, om det nu også er en god idé med en vedligeholdelsesside, og om det det fx skader din SEO, så se lige hvad Matt Cutts fra Google har at sige til det:

Sådan konfigurerer du Ultimate Coming Soon Page

For at komme i gang med at vedligeholde din hjemmeside i fred skal du installere og aktivere Ultimate Coming Soon Page. Når du har aktiveret pluginnet, skal du gå til “Indstillinger -> Coming soon”, hvor du har en række indstillingsmuligheder:

Ultimate-Coming-Soon-Page 001

I toppen af indstillingerne kan du slå funktionaliteten til og fra ved at sætte en markering i “yes” ud for Enable. Dernæst har du mulighed for at opbygge udseendet af din Coming Soon-side med headerbillede, overskrift samt en brødtekst. I brødtekstfeltet kan du designe siden ligesom du har lyst til med de velkendte formateringsmuligheder.

Ultimate-Coming-Soon-Page 002

Dernæst kan du angive om siden skal have en bestemt baggrundsfarve eller om du vil benytte et fast baggrundsbillede. Du kan også definere tekstfarve og -effekt, skrifttype og endda definere dit eget CSS-stylesheet. Når du er færdig med at opbygge siden klikker du “Save Changes”.

Inden du aktiverer siden har du mulighed for at se et forhåndsbillede af hvordan det ser ud. Det kan du bl.a. gøre i fanebladet “Live Preview” i toppen af indstillingerne. Når du er tilfreds med resultatet, kan du aktivere siden og du får en visuel indikation på at din hjemmeside nu er i vedligeholdelsestilstand ved at der i en rød tekstboks står “Coming Soon Mode Active” øverst i adminpanelet:

Ultimate-Coming-Soon-Page 003

Når du er færdig med at vedligeholde hjemmesiden fjerner du blot markeringen ud for “Enable” og klikker på “Save Changes.

Se hvordan Ultimate Coming Soon Page virker

Med indstillingerne i ovenstående eksempel kommer en vedligeholdelsesside til at se således ud:

Ultimate-Coming-Soon-Page 004

På den officielle pluginside for Ultimate Coming Soon Page kan du udover et screenshot af samtlige indstillingsmulighederne også se et andet eksempel på en coming soon-side, hvor der bl.a. er brugt et baggrundsbillede og indsat en formular til nyhedsbrevtilmelding:

Ultimate-Coming-Soon-Page 005

Flere muligheder med Ultimate Coming Soon Page Pro

Som du kan se er det ret simpelt at få en vedligeholdelsesside op at køre. Men hvis du synes der mangler nogle features, så har du mulighed for at opgradere til en betalingsudgave med Ultimate Coming Soon Page Pro. Det giver dig bl.a. mulighed for at tilknytte en række sociale delingselementer, filtrere adgangen til hjemmesiden via brugerroller, tilknytte en række forskellige email marketingværktøjer og en hel del mere.

Du kan se alle mulighederne på hjemmesiden for Ultimate Coming Soon Page Pro, hvor du også kan se flere eksempler på forskellige avancerede coming soon-sider.

Bruger du en vedligeholdelsesside, når du optimerer på din hjemmeside? Del dine erfaringer i kommentarfeltet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Torben Heikel Vinther

Jeg ejer webbureauet Webfronten, hvor jeg udvikler websites, tilbyder vedligeholdelsesaftaler og deler ud af min viden og erfaring om WordPress.

Pin It on Pinterest

Shares
Share This
Scroll til toppen