Forside / Blog / WordPress 4.6 strømliner plugin- og temaadministrationen

WordPress 4.6 strømliner plugin- og temaadministrationen

Den nye WordPress 4.6 “Pepper” har udover rettelser af diverse fejl og lukning af sikkerhedshuller en række småforbedringer men ikke nogen skelsættende tilføjelser.

WordPress 4.6 “Pepper” er opkaldt efter Pepper Adams, som var en amerikansk barytonsaxofonist. Selvom han hørte til en af de store inden for sin genre, så kommer den nye version af WordPress ikke til at sætte sig lige så mange fodaftryk i historien. Godt nok er der lavet en masse småjuseringer og forbedringer, men det er ikke sådan at du bliver blæst bagover af benovelse. Det meste er som det plejer at være, men det skal ikke afholde dig fra at opdatere alligevel. Der er mange små fremskridt og ikke mindst lukkede sikkerhedshuller, som i sig selv berettiger til at du hurtigst mulig opdaterer.

Vigtigt: Husk at tage en fuld WordPress backup af dit website, inden du opdaterer!

I det følgende vil jeg kort præsentere nogle af de forbedringer der trods alt er sket med ankomsten af WordPress 4.6.

Strømlinede opdateringer af plugin og temaer

Det er blevet en smule lettere (og lækrere) at installere, opdatere og slette dine plugins og temaer, fordi der nu benyttes AJAX. Der er også blevet anvendt AJAX til søgningen i pluginlisten og ved tilføjelse at nye plugins, hvilket gør at du får vist søgeresultatet mens du skriver.

Du bliver nu på den samme side, når du administrerer dine plugins og temaer, samtidig med at du bevarer overblikket. Sådan ser det fx ud, når du installerer et nyt plugin:

Installering af plugin

Og sådan ser det ud, når du opdaterer et plugin direkte fra pluginisten:

Opdater plugin

Og skal du slette flere plugins på én gang, så bliver du nu på pluginlisten i stedet for at blive ført frem og tilbage hele tiden.

Slet plugins

Medfødte skrifttyper øger hastigheden

WordPress udnytter nu den skrifttype du har installeret som systemfont på din computer og bruger den i kontrolpanelet. Det får WordPress til at arbejde hurtigere, uanset hvilken enhed du bruger, og det vil mere ligne de programmer du ellers bruger på din computer. Men det er altså kun skrifttypen inde i administrationsdelen, der påvirkes og ikke de skrifttyper, dine besøgende ser på selve websitet. Dem ændrer du fortsat via dit valgte tema.

Tidligere brugte WordPress som standard den gratis skrifttype Open Sans til administrationsdelen for at få det til at se ens ud på alle platforme og enheder. Det havde bare den uheldige sideeffekt, at det gik lidt ud over hastigheden.

Automatisk tjek af døde links i den visuelle editor

Inden du glæder dig for meget, så skal jeg skynde mig at præcisere, at der desværre ikke er tale om, at du nu kan undgå at lave døde links på dit website. Der er vitterlig tale om en mindre ting, som egentlig ikke fortjener at blive fremhævet som en markant forbedring.

Det som forbedringen reelt gør er blot, at hvis du benytter linkværktøjet i editoren og søger efter en side eller et indlæg, så bliver linket markeret med en prikket rød outline, hvis du bare trykker indsæt link uden at vælge blandt de foreslåede links. Det er måske lidt snørklet forklaret, så prøv at se hvordan det virker her:

Inline linketjekker

Linktjekkeren fortæller dig altså ikke, om et eksternt link du indsætter giver en fejl 404, eller om der helt overordnet er døde links på hele sitet. Linktjekkeren virker også kun på links du indsætter ved hjælp af “indsæt link”-knappen.

Bedre auto-gem og genskabelse

WordPress 4.6 kommer også med en bedre måde at gemme indholdet i editoren på automatisk. Før kunne det give problemer med at genskabe indholdet, hvis du havde slået gem ændringer fra. Det er nu blevet rettet, så WordPress som standard gemmer titel, brødtekst og uddrag hvert 15. sekund i browseren.

Bedre import af indhold fra andre systemer

Det er i forvejen nemt at importere indhold fra andre systemer ved hjælp af importfunktionen under Værktøjer, men med WordPress 4.6 er det blevet en en tand bedre og ikke mindst mere tilgængeligt.

Derudover foregår installationen af de forskellige importplugins på samme smidige måde som de andre plugins og temaer, så du slipper for popup og ekstra sidevisninger for at følge med i processen:

Installer importplugin

Forbedret oversættelse og lokalisering

Det har ofte været lidt af en udfordring at sørge for at oversættelser af plugins, temaer og WordPress-kernen ikke blev overskrevet lokalt, når der kom nye opdateringer. Det har WordPress 4.6 forsøgt at løse ved at give de officielle oversættelser fra WordPress Community forrang i forhold til oversættelserne i de enkelte plugins og temaer.

Derudover er der foretaget forbedringer i den måde, som datoer, måneder og andre lokale forhold bliver håndteret.

Andre ændringer i WordPress 4.6

Udover ovennævnte forbedringerne er der også tilføjet en række større og mindre optimeringer i selve maskinrummet på WordPress 4.6. Det drejer sig bl.a. om bedre integration af nye oversættelser, opdatering af JavaScript-biblioteker og hurtigere multisite.

Hvis du gerne vil se forbedringerne i aktion, så kan du med fordel tage et kig på den officielle video om WordPress 4.6 her:

Du kan læse flere detaljer om alle ændringerne i den officielle changelog for WordPress 4.6

Tag backup inden du opdaterer!

Husk at tage en fuld backup af hele dit website, inden du opdaterer til WordPress 4.6. Opdateringer af WordPress, plugins og temaer kan gå galt, og hvis du ikke har en backup, kan du i værste fald miste værdifuldt arbejde. Læs hvordan du tager backup ved hjælp af det gratis plugin UpdraftPlus.

Hvis du ikke selv har mod på at tage backup, opdatere og i det hele taget vedligeholde dit website, så kan Webfronten selvfølgelig hjælpe dig. Læs mere om Webfrontens vedligeholdelsesaftale.

Posted in

Torben Heikel Vinther

Jeg ejer webbureauet Webfronten, hvor jeg udvikler websites, tilbyder vedligeholdelsesaftaler og deler ud af min viden og erfaring om WordPress.

1 Comment

  1. Torben Heikel Vinther den 17. august 2016 kl. 12:57

    Tak skal du have Jes. Længe siden jeg har set dig i WordPress-miljøet. Hvor er du? :-)

Efterlad en kommentar





Tilmeld dig Webfrontens nyhedsbrev

Tilmeld dig Webfrontens nyhedsbrev og få viden om, hvordan du optimerer din forretning på internettet, tips om WordPress, samt nyt om Webfrontens digitale ydelser.