Det er dejligt, når besøgende på ens blog tager sig tid til at skrive en kommentar til ens blogindlæg, men Wordpress tilbyder ikke som standard at underrette kommentarskriverne, når du eller andre svarer. Denne mangel kan du råde bod på med pluginnet Subscribe to Comments.
Hvorfor skal du bruge Subscribe to Comments?
Wordpress generer som standard nogle forskellige RSS-feeds bl.a. ét over alle dine indlæg (https://example.com/feed/), ét over alle kommentarerne (https://example.com/comments/feed/) og ét over indlægspecifikke kommentarer (https://example.com/post-name/feed/). Dermed er det i princippet muligt at alle og enhver automatisk kan følge med i, hvad der sker på din hjemmeside af aktivitet, men det er nok de færreste der følger det på den måde.
Derfor er det en stor fordel for dig hvis du tilføjer et plugin som Subscribe to Comments, så du på en nem måde giver dine læsere mulighed for at abonnere på kommentarer til et givent indlæg. På den måde er der større chance for at en begyndende debat i kommentarsporet holdes i kog, og de deltagende kommentatorer bliver opdateret når der er nye kommentarer.
Sådan konfigurerer du Subscribe to Comments
For at tilføje dine læsere at abonnere på kommentarer skal du installere og aktivere Subscribe to Comments. Når du har aktiveret pluginnet, skal du gå til menuen Indstillinger->Subscribe to Comments, hvor du kan justere standardindstillingerne for pluginnet.
Du kan som det første ændre det navn og mailadresse, der kommer til at stå i Fra-feltet på de e-mails dine besøgende kommer til at modtage. Dernæst kan du bede pluginnet om at indsætte en såkaldt CSS “clear” på checkboksen under kommentarfeltet. Det kan løse evt.uhensigtsmæssige placeringer af checkboksen.
Resten af indstillingerne handler primært om, hvilke tekster der skal gives til læseren på siden. Fx hvad der står ud for checkboksen. Som standard står det på engelsk, så hvis din hjemmeside er på dansk, skal du lige manuelt tilpasse teksterne.
Se hvordan Subscribe to Comments virker
Når du har ændret på indstillingerne vil der være kommet en checkboks umiddelbart under det sædvanlige kommentarfelt med den tekst, du angav/oversatte i indstillingerne. Det vil som standard IKKE være markeret, hvilket også er god stil, så man ikke tvinger alle kommentatorer til at abonnere uden at de opdager det.
Der bliver ikke sendt en bekræftelsesmail til læseren, hvilket egentlig er lidt dårlig stil til gengæld, fordi en 3. person på den måde kan tilmelde en anden ved at angive vedkommendes mailadresse i kommentarfeltet. Til gengæld kan abonnenten let afmelde et abonnement ved at klikke på et afmeldelseslink i de mails, der bliver sendt hver gang der er en ny kommentar.
Som administrator kan du hele tiden følge med i, hvem der abonnerer på hvilke indlæg. Det gør du i menuen “Værktøjer->Subscriptions”, hvor du får et billede som ligner dette:
Ved at tilføje dette lille plugin mener jeg du øger værdien af kommentarfunktionen, så med mindre du ikke har aktiveret kommentarer på din hjemmeside, vil jeg anbefale at dette plugin hører til et af standardpluginnene på enhver Wordpress hjemmeside! Der findes selvfølgelig alternativer til Subscribe to Comments, som også er udmærkede. Det gælder fx det næsten navneidentiske Subscribe To Comments Reloaded som bl.a. udmærker sig ved at den har dobbelt opt-in funktionalitet, som mangler ved Subscribe To Comments.
Hvilket plugin bruger du til at tilbyde dine læsere at abonnere på kommentarer?