Det man måler er man selv

det-man-maaler-er-man-selv-banner

ANMELDELSE: Anders Høeg Nissen, vært og journalist på DR P1’s teknologimagasin Harddisken, har udgivet bogen “Det man måler er man selv – data, dimser og drømmen om et bedre liv”. Den første bog på dansk om Quantified Self.

De seneste år er udbredelsen af apps og gadgets, der kan måle forskellige ting om vores kroppe, vaner og præstationer øget markant. Hvad der i starten var forbeholdt en lille nørdet skare af måleentusiaster er nu blevet hvermandseje i en sådan grad, at det næsten er unormalt ikke at anvende fx den danske app Endomondo, når der skal løbes eller cykles en tur.

Tendensen kaldes med et overordnet, engelsk ord for “Quantified Self” og hentyder til, at vi i udpræget grad er i stand til (og har lysten til) at måle de ting, der har betydning for vores krop og nære omgivelser. Quantified Self eller selftracking er dog ikke kun for sjov og begrænset til personlig adspredelse. Det har i stigende grad også en samfundsmæssig betydning, som kun vil blive endnu mere udbredt i fremtiden. Derfor er det også både aktuelt og glædeligt, at Anders Høeg Nissen har kastet sig over dette allestedsnærværende fænomen og skrevet en interessant og perspektiverende bog om emnet.

Det selvmålende individ og samfund

I løbet af bogens 11 kapitler bliver læseren ført gennem forskellige perspektiver og aspekter af det, som Anders med et fordansket ord kalder “selvmåling”. Gennem konkrete eksempler med forskellige selvmålerapps og -dimser, personligheder der har præget udviklingen og interessante samfundsmæssige vinkler og udfordringer, står man til slut med en meget bredere og dybere forståelse af, hvad det er vi som selvmålende individer og samfund har gang i.

Anders lægger hårdt ud med et realistik (nær)fremtidsscenarie af selvmålingens muligheder, og hopper direkte over til de vigtige samfundsmæssige udfordringer. Vel tilbage i nutiden beskrives en række selvmålerværktøjer inden for forskellige kategorier iblandet Anders’ personlige selvudleverende vinkler og generelle samfundsvinkel. Det virker nærværende og på mange måder genkendeligt og derfor også interessant.

Jagten på det daglige selvmålingsfix

Et af de steder hvor Anders blotter sin egen selvmåleridentitet er i afsnittene om kost og kalorier. Her udstiller han fx det besvær, det kan være at få tracket sit daglige indtag af mad og drikke så præcist som muligt, samt de efterfølgende frustrationselementer, det nogen gange kan medføre. Bag entusiasmen ved at være i stand til at måle sig selv lurer nemlig det maniske hysteri, man udsætter sig selv og sine omgivelser for i jagten på det daglige selvmålingsfix. Det er desværre ret nemt at identificere sig med Anders beskrivelse af nogle af selvmålingens dystre bagsider.

Hysteri eller ej så er det meste af den selvmåling, der bliver udført i dag af menigmand ikke videnskab, men det giver et systematisk billede af en udvikling i ens kost, motion eller hvad man nu måler på. Og selvom det ikke er videnskab i traditionel forstand, så produceres der abnorme mængder af data, som det kan være svært at finde ud af, hvad man skal stille op med. Men i bund og grund handler selvmåling om, at de fleste blot gerne vil gøre en forskel med deres eget liv:

“For nok er der mange i miljøet, som synes, at det i sig selv er sjovt at samle data og lave grafer og være sit eget laboratorium, men for flertallet handler det dog trods alt alligevel om at kunne ændre en dårlig vane, optimere en præstation eller bare grundlæggende få det bedre.”

Anders pointerer i samme forbindelse at noget af styrken ved meget af selvmålingen er, når man begynder at sammenkoble forskelige målinger. Hvis man fx sammenligner sit kostindtag med den motion man har udført i samme periode evt. tilsat registreringer over ens humør. På den måde giver man selvmålingen mere mening i stedet for blot at indsamle data for dataenes skyld.

Dataporno for selvmålere

Samtidig lægger Anders ikke skjul på, at de muligheder som den omfattende produktion af selvmålingsdata medfører er fantastiske:

“Der er bare noget grundlæggende fantastisk ved visualiseringer af de store datamængder. Det er ren dataporno for selvmålere.”

I følge Anders er Quantified Self starten på en revolution af dele af samfundet, som måske også kommer til at påvirke sundhedsvæsenet fx i form af øget fokus på patient empowerment. Men der ses også et øget fokus og brug af selvmåling indenfor sportens verden, hvor Anders giver eksempler fra både amerikansk fodbold, baseball og europæisk forbold.

I Danmark har firmaet Maribo Medico fx foretaget søvntracking af fodboldspillere i FC Nordsjælland for at se på, hvilken indflydelse søvn har på træningen og spillerens ydeevne. Et andet eksempel er ultraløberen Casper Wakefield, som under sin deltagelse på løbet Yukon Arctic Ultra målte sig dag og nat med en avanceret bevægelsesmåler “actigraph”. Bagefter de 692 km kunne han se en masse data om søvn, puls, forbrænding, skridt mv. som har været værdifuld for ham i træningen mod næste fysiske udfordringer.

Gamification og nudging som motivationsfaktor for sundhed

Gamification eller “spilificering” er et element der i mange tilfælde går hånd i hånd med selvmålingen. I mange apps er der indbygget en form for pointsystem, som udløses når man fx har løbet en bestemt distance, tabt sig eller på anden måde har nået et specifikt mål.

Selvom det nogen gange kan være lidt svært at begribe, hvad belønningssystemet i en given selvmålingsapp helt præcist går ud på (eller skal gøre godt for), så kan et element af konkurrence (med sig selv eller andre) indenfor sundhed måske være lige akkurat dét, der motiverer til at stoppe rygningen, tabe vægt eller lignende. Her er Anders inde og pille ved begrebet om nudging, som får os til lige at løbe lidt længere eller tage et par trapper mere for at nå og overskride sit mål. Men Anders maner samtidig til besindighed og selvkontrol. Man skal ikke blive en slave af selvmålingen. Det skal være muligt at holde fri fra dataindsamlingen uden at det ødelægger ens projekt – eller humør:

“…selftrackingen er i nogle tilfælde snarere en slags psykologisk sutteklud end en virkelig strategi imod ældning og sygdom.”

Hvem har ansvaret for det gode helbred?

Bogen kommer ind på nogle interessante perspektiver i afsnittene om gamification, social tracking og arbejdsliv, hvor Anders bl.a. nævner det amerikanske konsulentfirma Keas, som benytter en række spilificerende kneb til at påvirke de ansattes helbred. Men her er det samtidig relevant at stille spørgsmålet, hvad der er vigtigst: de ansattes sundhed eller firmaets bundlinje? Og hvori ligger motivationen hvis det indirekte er noget der påtvinges den ansatte?

Et andet element af selvmålingen er desuden, når der kobles oplysninger om vores gendata til den øvrige tracking. Dette kollossale bagkatalog af gendata om vores krop gør indblikket i en selv noget dybere. Men den konkrete værdi af gen-kortlægning er stadig til diskussion, og det faktum at det måske kan gøre folk unødigt nervøse om de måske får Alzheimers spiller en ikke uvæsentlig rolle. Og hvor stopper anvendelsen af gendata? Kan vi fx en dag også forudsige vores levealder? (det kan man sikkert allerede), men bagved den slags forudsigelser og risikoberegninger ligger også en vis grad af usikkerhed, eller som det anføres i bogen “Konsekvensen kan være falsk tryghed – eller falsk alarm.”

One app to rule them all

Anders kommer også ind på Ray Kurzweils fænomen “singularitet” og dens betydning for selvmåling. Anders advarer dog mod altid at forsøge at samle alle funktioner i ét, men alligevel kan han ikke lade være med at drømme om en tilstand, hvor han hele tiden kan få en tilstandsrapport over “systemet” ved hjælp af en slags digital assistent:

“Jeg kunne godt tænke mig den slags løbende indblik i mit eget hoved, fx i form en slags digitalt alter ego – eller måske snarere superego – der kan holde mig på dydens smalle sti, når det gælder lokketonerne fra den søde tand, prikke til mig, så jeg kommer ned i centret for at træne, minde mig om at holde en pause i arbejdet, sige til, når det er tid at slukke for Twitter og Facebook og andre koncentrationsrøvere…”

I det hele taget ser Anders for sig, at selvmålingen i fremtiden kommer helt ind i kroppen og at de forskellige trackingdimser skal sammenholde data med hinanden som en slags intelligent assistent. Anders nævner fx muligheden for at der på vores piller vil være små microchips med information om hvilken medicin, det er, og hvornår den bliver spist. Det kan fx være med til at løse over- og undermedicinering og i det hele taget hjælpe patienten med at få taget den rette medicin på det rigtige tidspunkt. Det fordrer dog nok ikke en mindre grad af tillid til sundhedssystemet, end der kræves i dag.

Anders kommer med mange interessante og mere eller mindre scifi-agtige eksempler på nutidige og nærfremtidige produkter og dimser inden for “IT i alting”. Men som Anders selv pointerer, så “mangler vi endnu en slags iPhone-øjeblik for Internet of Things”.

Big Data og smarte byer

Jeg fornemmer helt tydeligt at Anders både qua sit arbejde som den ene Harddiskenvært og som dedikeret selvmålerentusiast virkelig har et liv inde i en Matrix-agtig verden, hvor IT er alting og alting er IT. Og meget naturligt drejes fokus over på et andet stort og hypet begreb – “Big Data”.

Godt nok tænker man normalt mest på store datatunge naturvidenskabelige projekter, når man snakker om Big Data, men det giver rigtig god mening at inddrage begrebet inden for selvmåling også. Hvis udviklingen fortsætter (og det gør den jo nok), så vil alle vores selvmålinger optage mere og mere plads, og det vil blive sværere og sværere at sortere og analysere den. Lægger man samtidig den stigende forventning om at kunne få leveret svar på vores målinger i realtid, så kræver det yderligere datakraft.

I sidste del af bogen kommer Anders med nogle samfundsmæssige udnyttelser af selvmåling fx til udvikling af “smarte byer”, hvor man lader borgerne tracke forskellige ting i byen fx luftforurening, trafikmønstre etc. For at det skal kunne udbredes skal der selvfølgelig udvikles nogle endnu bedre sensorer, og det skal være muligt at samle den generede data sammen, så resultaterne kan vises i realtid.

Det digitaliserede sundhedsvæsen kræver beslutsomhed

Enhver selvmåler drømmer om at de møjsommeligt indsamlede data på en eller anden måde kan indgå i sammenhæng med hele sundhedssystemet i en digital symbiose. Denne drøm er meget rimelig og i høj grad også inden for realistisk rækkevidde (her taler vi ikke om ejournaler!).

Men der ligger selvfølgelig en udfordring i validiteten og kvaliteten af patienternes selvmonitoreringer og den efterfølgende samkøring af data. Men Anders mener ikke der er tvivl om at selvmåling kommer til at spille en større rolle i fremtiden. Det er en spændende udviklling, fordi det også vil medføre, at der bliver udviklet nye teknologier til brug for både den “glade selvmåler” og det professionelle sundhedssystem herunder telemedicin, eHealth og forskning.

Behovene smelter sammen og forenes, men som Anders også pointerer er det ikke en let opgave. Udover teknologiske landvindinger kræver det politiske beslutninger og sundhedsfaglige og administrative stillingtagen og et generelt holdningsskifte blandt både professionelle og borgere. Det handler også om at have mod på fremtiden.

Udviklingen er på mange måder allerede i gang. Fx bliver der snakket rigtig meget om “patient empowerment”, som går ud på at give patienterne større indflydelse og kontrol med deres patientforløb. Det kunne passende suppleres med mange af aspekterne inden for selvmåling og åbne op for helt nye muligheder og udfordringer for et sundere liv. Allerede i dag findes der på Sundhed.dk noget der hedder “Patientens rum”, som Anders nævner som en mulig løsning hvor patientens egne data kan komme i spil med de officielle data. Som Anders kommer ind på til sidst, så

“…handler det om at bruge teknologien til at udnytte ressourcerne bedst muligt, så dem, der kan og vil tracke sig selv og styre deres data, gør det, mens dem, der ikke kan eller vil, får en mere målrettet, personlig behandling.”

Selvmålingsbaristaens drøm om et bedre liv

I det sidste kapitel får læseren indblik i den grundlæggende drøm for Anders i forhold til, hvad selvmåling betyder for ham. Anders sammenligninger selvmålingen med det forfinede, afprøvende og minutiøse arbejde det kan være selv at brygge den optimale kop kaffe. Man får hele tiden ny viden og gør konstant nye erfaringer, som kan bruges til at forfine den næste kop i bestræbelsen på optimal nydelse.

Der er mange tilgange til selvmåling. Man kan hygge sig med det for sig selv og bruge det som motivation til vægttab, bedre motion eller som en træningsdagbog. Men man kan også stræbe efter at ændre samfundet, så vi kommer til at forstå os selv bedre og i fællesskab skabe et sundere liv. Med denne bog har Anders Høeg Nissen både foldet begrebet om Quantified Self ud og perspektiveret det til almen forståelse, og delagtiggjort gjort os i sin egen holdning, brug og ikke mindst drømme om hvad selvmåling kan og bør føre til.

Det er oplagt at man som læser gør sig sine egne overvejelser, drømmer videre og leger med på selvmålingens vej efter efter devisen “Det man måler er man selv”. Det vil jeg selv gøre, og jeg kan varmt anbefale denne bog, så du også kan komme i gang med at drømme om et bedre liv.

Besøg bogens hjemmeside for opdateret viden på Selvmål.dk

Læs første kapitel helt gratis på Kommunikationsforum

Se Anders Høeg Nissen fortælle om bogen i DR2 Morgen:

det-man-maaler-er-man-selvDet man måler er man selv – data, dimser og drømmen om et bedre liv
Af: Anders Høeg Nissen
Udgivet: Gyldendal Business, 2013
211 sider
ISBN: 9788702143195
Udgivet: 21-05-2013

Posted in

Torben Heikel Vinther

Jeg ejer webbureauet Webfronten, hvor jeg udvikler websites, tilbyder vedligeholdelsesaftaler og deler ud af min viden og erfaring om WordPress.
  • Selvmåling har en række spændende perspektiver, men som sundhedspolitiker ser jeg også en række faldgrupper. Markedet lige nu er temmelig gadget-tungt og selvmåling er i høj grad for de ressourcestærke – både økonomisk og socialt. Spørgsmålet er om et øget politisk fokus på at gøre selvmåling til en del af det offentlige sundhedssystem ville være et yderligere gode til dem, der i forvejen klarer sig bedst i vores sundhedsvæsen?

    Alternativt kunne selvmåling jo også, blive netop det våben mod livsstilssygdomme vi har manglet. Banebrydende dansk hjerteforskning, som har givet stor international genklang, har nemlig vist at individualiseret data, frem for massekampagne og gennerelle livsstilsråd, virker stærkere motiverende på mennesker med kort uddannelse. Hvor de længere uddannede kan påvirkes med genereliserede oplysningskampagner (og har mindre autoritetstro over for egen læge) så motiverer personaliseret data om risiko ved forskellige adfærdsændringer i høj grad mennesker med kortere uddannelse. Det bliver vigtigere og nærere og vurderes mere relevant for den enkelte.

    Så spørgsmålet er, hvordan vi kan konvertere alt dette selvmåleri fra at være en selvoptaget hobby for de mest velstillede til at være et værktøj for svære livtsstilsændringer for de svageste?

    • Tak for din kommentar Maja. Jeg synes det er en interessant pointe du kommer med mht. om selvmåling mest er for de ressourcestærke, men jeg ved ikke om det faktisk er sådan det forholder sig i virkeligheden. Jeg kender i hvert fald ikke til nogen undersøgelse af, om der på dette område er en social slagside.

      Hvis man ser på udbredelsen af smartphones generelt i Danmark, så ville jeg umiddelbart tro, at både “høj og lav” er godt repræsenteret. Hvis den formodning er rigtig, så kunne man jo tage fat med at tilbyde offentlig selvmåling via alm. smartphones, og så på et senere tidspunkt anvende mere avancerede selvmålingsudstyr. Udfordringen ligger selvfølgelig også i at den personlige selvmåling bliver så valid som mulig, men man skal jo starte et sted.

      Som jeg læser Anders Høeg Nissen, så er der også et tidsaspekt i alt det her, og det handler om at det offentlige sundhedsvæsen også skal kende sin besøgstid og gå aktivt ind på dette område NU. Der sker mange ting allerede i dag med fx patient empowerment og telemedicin, men udviklingen går hurtigt og faren for at blive overhalet er absolut til stede.

      Det bliver spændende at følge udviklingen – både inden for selvmåling og på dette kommentarspor :-)

      • Vi er faktisk så småt igang i Region Hovedstaden. Især inden for psykiatrien, hvor vi har diskuteret 3 forskellige app’s -> http://www.sund-debat.dk/3-nye-apps-til-psykiatrien/

        Især den der hedder Monarca, som er et europæisk forskningsprojekt. Den måler på brugerens forbrug af mobiltelefon og kan ud fra dette give et hint om at adfærden er ved at køre op i en spids eller ned i et hul. Altså være en hjælp til at få søgt læge i tide eller tilpasset medicindosis.

        • henning langberg

          kære Maja,

          hvor sidder du i regionen?

    • henning langberg

      Kære Maja,

      spændende kommentar. Jeg arbejder netop med forskning indenfor feltet og er fasinceret af din kommentar om hjerteforskningen – kunne du sende mig den reference (henninglangberg@gmail.com?

      god dag

      Henning

    • @twitter-9709232:disqus: Du er meget velkommen til at poste link til de referencer som @2bae0b459714322d9a228c3470bd4232:disqus efterlyser her i kommentartråden, så vi andre også kan få glæde af dem :-)

      • Maja Holt Højgaard

        Det er nogle år siden jeg lærte om det på studiet, så har svært ved at finde dokumentationen for at det individualiserede værktøj skulle være særligt godt for mennesker med kortere uddannelse. Det må I tage mit ord for. Selve værktøjet kan findes på dette link: http://hp2010.nhlbihin.net/atpiii/calculator.asp

  • Annette Rolsting

    God kommentar, Maja. Der ligger en vigtig indsats med at formidle gevinsten ved og inddrage patienterne i brugen af f.eks. selvmålingsteknologier, hvilket kan være med til at nå de svagere målgrupper /borgere der foretrækker at klare sig selv.

Pin It on Pinterest

Share This